ARTIKEL: FERTILITET, FORÆLDRE
Jeg blev ikke mor – og det er jeg ok med nu
Jeg blev ikke mor – og det er jeg ok med nu
10 % af alle danske kvinder, der ønsker at få børn, får det aldrig. En af dem er Tina Molander. Efter 2 år i fertilitetsbehandling og efterfølgende 9 år med alverdens prøver i et adoptionshelvede måtte hun opgive drømmen om at blive mor. På trods af det lever Tina et godt og meningsfuldt liv. osterreduktion.
Af Kristine Bindslev
Hvad laver du, hvor bor du, og hvor mange børn har du? Det er typiske spørgsmål, vi stiller, når vi står over for et nyt menneske. Når 48-årige Tina skal svare, går det let med de to første spørgsmål. Hun bor i Helsingør og arbejder som personal shopper i Lyngby. Men på det sidste spørgsmål må hun fortælle det, som det er. At hun ingen børn har. Hvorfor dog ikke, spørger nogen ganske tankeløst. Det var ikke mit lod i livet, plejer at være Tinas svar, som dermed lukker emnet i en fart. Ikke at hun ikke vil dele sin historie. Men den er lang, kringlet og til tider fuld af frustrationer.
”Jeg har været omkring 28-29 år gammel, da min mand og jeg besluttede, at nu skulle det være. Vi var klar til at få et barn, og vi forestillede os, at det ville gå let. Efter et år kunne vi så konstatere, at det gjorde det ikke. Vi blev ikke gravide”.
Tina og hendes mand Bo gik til lægen, som undersøgte dem og sagde, det så ikke godt ud hos nogen af dem. Tina overproducerede æg, nogle gange helt op til 25-30 æg, og Bo havde nedsat sædkvalitet. Det skulle ligeledes vise sig, at æggene ikke ville sætte sig fast.
”Jeg kan huske, at det var vi ikke særlig nedslået eller bekymret over, så er der bare nogen, der skal hjælpe os. Så vi gik ind i fertilitetsbehandlinger med oprejst pande og forhåbninger”.
Tina og Bo kom hurtigt til på Rigshospitalet, og Tina skulle tage piller, stikke sig selv i låret hver uge, og når hun fik menstruation, hvilket kun skete 3-4 gange om året, skulle hun stikkes i ballen. Til at begynde med satte lægerne et befrugtet æg op, så to og til sidst tre. Men ingen af æggene vil blive.
”Vi har generelt bare været positive under processen. At jeg skulle følge regler og spise piller, synes jeg ikke var så slemt, fordi jeg kunne se, at det havde et formål. Og vi tænkte hele tiden det skal nok gå. Men ved tredje forsøg kunne jeg godt mærke en irritation, når familie og venner spurgte til mig. Fordi jeg havde ikke noget godt at fortælle”.
Tina og hendes mand fik tilbudt to ekstra forsøg på det offentliges regning, og fordi hun producerede så mange æg, blev hun også spurgt, om hun ville donere nogle æg til forsøg. Det ville hun gerne, og det gav hende også en følelse af at kunne give noget igen, når nu hun fik al den hjælp selv. Efter de 5 reagensglasforsøg ville Tina ikke mere.
”Jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere ked af det for hver gang. Jeg tænkte hver gang, nu er den der. Men håb og tro blev afløst af skuffelse, og for hver gang den ønskede graviditet udeblev, blev det værre og værre, og jeg røg lige i kulkælderen. Jeg kan huske, hvordan jeg kom ind ca. 15 dage efter, det befrugtede æg var sat op, og fik taget blodprøver. Og så var der ingenting, og jeg gik helt slukøret ud. Det var helt klart det hårdeste”.
Et adoptivbarn er et ligeså stort ønske
Tina og hendes mand havde hele tiden i baghovedet haft en plan B, som for dem var lige så lyksaliggørende som at få et biologisk barn. De ville adoptere. Det skulle vise sig at være en langt større følelsesmæssig rutsjebanetur end fertilitetsforløbet. Godkendelsesprocessen blev et mareridtslignende forhindringsløb.
”For mig har det aldrig været et spørgsmål, om jeg blev biologisk mor til et barn, eller om jeg adopterede et barn. Så da jeg valgte at stoppe med reagensglasforsøg, var det helt naturligt at kaste sig over adoptionsmulighederne. På det tidspunkt er vi omkring 33 år gamle. Min mand og jeg bliver godkendt og udvidet godkendt og får også fornyet godkendelsen, som tiden går, men som enhver kan se, så render der ingen børn rundt herhjemme. Vi skulle vælge land og valgte Columbia, som så blev lukket for adoption på et tidspunkt, og reglerne vil desværre, at man ikke kan skifte land”.
Det blev også pludselig afgørende, at Tina og hendes mand var gift, så det blev de udelukkende for at kunne adoptere og måtte så vente på, at de på papiret havde været gift længe nok til at være egnet som forældre. Penge blev også afgørende, for i et adoptionsforløb betaler man løbende til adoptionslister i det land, man har valgt at adoptere fra. Man skal også selv betale for psykolog, kurser, test, udvidet lægeerklæringer. Alt i Tina og hendes mands liv blev sat under lup og alt endevendt fra arbejde og økonomi til parforhold og eventuelle psykiske lidelser i familien.
”Første gang de kom fra adoptionsbureauet og besøgte os, sagde de: I bliver helt sikkert forældre. Jeg var nær fløjet op gennem taget af glæde. Endelig skulle det lykkes os at få et barn. Men det skulle de aldrig have sagt. Uden at vi har fået nogen børn, endte vi med at betale 130.000 kr. Dem, forhåbningerne og de 9 år får vi ikke igen. Det er ikke det, der generer mig mest. Det værste er, at du undervejs kan se en masse børn, som har brug for et hjem og nogle forældre, uden at du kan komme til, og det selvom jeg var bedøvende ligeglad med, hvilket land barnet kom fra. Vi ville hellere end gerne tage det første og bedste barn”.
Den værste dag i vores liv
En godkendelse til adoption varer i 2 år, og efterfølgende kan man få den fornyet med et år. Det gjorde Tina og hendes mand ad flere omgange og skrev sig tilmed op på listen over at modtage søskende. Adoptionsbureauet gav dem på et tidspunkt det råd at forsøge at blive godkendt til at adoptere børn med special needs, dvs. små eller mindre handicaps. Det ville kunne fremskynde deres proces. Men en dag modtog de et brev, der sendte deres verden i grus.
”Det var min mand, der åbnede brevet, og vi havde jo prøvet det så mange gange før og regnede egentlig bare med endnu en godkendelse. Men min mand begyndte at græde. Denne gang var det en afvisning, vi levede ikke længere op til kravene om adoption, nu hvor vi havde udvidet vores ansøgning til at gælde børn med særlige behov. Det var en meget trist og mørk dag, ja den værste dag i vores liv, og perioden efter var tung, fuld af sorg og frustration. Vi følte, at begrundelse for vores afslag var en undskyldning for at få os af adoptionslisten efter at have stået på den i så mange år.”
Efter at have været godkendt i 9 år kunne Tina og hendes mand lige pludselig ikke længere godkendes. I afslaget var begrundelsen, at man ikke mente, at de havde forståelse for, hvor meget det ville kræve af at få to adoptivbørn i stedet for et. Tiden efterlod Tina med mange svære tanker om, hvis nu bare hun havde fortsat med fertilitetsbehandlingerne, om hun så ville have haft et barn. Havde hun vidst, at adoptionsforløbet ikke bar frugt, ville hun nemlig havde taget imod alle de reagensglasforsøg, der var fysisk og økonomisk muligt.
”Nogle gange stod jeg ude i badet og græd. Tanker som, at i princippet kunne jeg have fået et barn med hjælp fra fertilitetsbehandlinger, hvis jeg var blevet ved. Men det kunne jeg ikke længere. Eller tanker om, at nu er der født et barn i Columbia, som kunne have blevet mit, men det ville aldrig komme til at ske nu. Det gjorde mig så usigeligt ked af det. Jeg foreslog sågar min mand, at han fandt en anden, for han kunne jo stadig nå at få et barn. Det afviste han blankt og understregede, at vi allerede havde det vigtigste i livet. Hinanden. Og sammen havde vi et fantastisk liv”.
5 år senere går livet videre
Netop sammenholdet mellem Tina og hendes mand er noget, hun fremhæver som en stor gave. Hun og Bo har altid været tætte, men fordi de har været igennem de mange prøvelser for at få et barn, er de tættere og har et ubrydeligt bånd.
”Bo og jeg 100 % sikre på hinanden forstået på den måde, at vi kender hinanden ud og ind. Vi har støttet hinanden i de svære tider under fertilitetsbehandlingerne og under adoptionsforløbet. Når den ene var nede, løftede den anden det tunge og omvendt. Vi har bevidst i mange år levet et liv, hvor vi fokuserede på at opleve en masse sammen. Så længe drømmen om at få et barn ikke lykkedes, var fokus, at vi havde hinanden. Så vi har rejst utrolig meget, jorden rundt og nærmest været over det hele. Det bliver man ikke nødvendigvis lykkelig af, men vi ville ikke sidde og kigge ud ad vinduet, mens vi ventede, for det ville ikke hjælpe noget. Den indstilling har vi holdt fast i”.
Der hersker ingen tvivl om, at Tina og hendes mand gerne ville have været forældre. De ville gerne have haft alle de oplevelser, der hører med til at have børn.
”Havde vi fået børn, ved jeg, at vi ville have haft en masse at byde på og oplevet andre sider af livet. Det skete ikke, og når jeg hører venner fortælle om deres børn, slår det mig, at al det går vi glip af. Ind imellem kan jeg også godt tænke, at vi bliver sådan nogle gamle nogen, der sidder alene, for vi har ingen børn, der kommer og besøger os. Men jeg har to halvsøskende, og min mands bror har fem søskende, og deres børn har vi lånt rigtig meget og passet. Så vi er langt fra alene. Jovist, vi går glip af nogle dimensioner af livet, som andre med egne børn har, men så er det op til os at sørge for at sætte noget andet i stedet for”.
Nogen er tankeløse, andre berøringsangste
Tina møder både dem, der taler uden at tænke sig om, og dem, der ikke tør være sig selv, fordi de vil tage hensyn.
”Der er tit nogen, der uden at kende hele min historie siger, nej hvor skal du være glad for, du ikke har nogen børn, vil du købe mine? Og jeg møder mange, der tror, at hvis man ikke selv kan få børn, kan man bare fluks adoptere. Det er jeg en del klogere på end de. Jeg har også omvendt prøvet, at familiemedlemmer, der er blevet gravide, er gået rundt som katten om den varme grød og ikke har nænnet at fortælle os om de lykkelige omstændigheder, men jeg under alle andre den lykke og er kun glad på deres vegne. For jeg ønsker ikke for nogen, at de skal igennem det, vi har været”.
Tina fortæller, at hun er helet nu og også kan få øje på de styrker, hun har fået ved det lange, seje træk i kampen om at blive mor.
”Jeg er ude på den anden side nu, og jeg bliver ikke længere ked af det, når jeg ser et adopteret barn eller går forbi en barnevogn. Jeg har også lært om mig selv, hvor meget jeg egentlig kan holde fysisk og psykisk til. Jeg er ikke skrøbelig. Og jeg tager heller ikke tingene så tungt mere, som jeg gjorde engang. Jeg vil ikke leve mit liv med at være ked af det eller fortryde noget. Det vil jeg ikke bruge mit liv på. Jeg har været ked af det, jeg er ked af det, der er sket, men så bliver jeg også nødt til at sige, så er det heller ikke værre. Bo og jeg har hinanden – og vores lille malteser hund, som vi fløj ud og købte, da vi blev afvist til adoption og drømmen om at blive forældre for evigt blev slukket”.
Flere artikler, som kunne være interessante for dig
OM: VIRKELIGE BERETNINGER
ARTIKEL
OM: ERNÆRINGSEKSPERT
ARTIKEL
OM: VIRKELIGE BERETNINGER
ARTIKEL
