I Patientforeningen Fertilitet & Tab bliver vi fra tid til anden kontaktet af pårørende, som ønsker råd og vejledning til, hvordan man kan hjælpe et nært familiemedlem, når vedkommende er ufrivillig barnløs.
Af journalist og bestyrelsesformand i Patientforeningen Fertilitet & Tab, Anne Buur – artikel udgivet på fertilitetogtab.dk
Vi har derfor talt med psykolog Birgit Østergaard, som fortæller, hvilke udfordringer man kan stå overfor som pårørende, og hvordan man bedst muligt kan hjælpe og støtte den ufrivilligt barnløse
Løsningsstrategier skal fejes af bordet
Birgit Østergaard forklarer indledningsvist, at der ikke findes nogen manual til, hvordan man som pårørende kan hjælpe et menneske, man er tæt på. Mennesker er forskellige og har forskellige behov, hvilket også gør sig gældende ved ufrivillig barnløshed. Der er dog nogle generelle udfordringer, som mange vil kunne nikke genkendende til. Først og fremmest er der ønsket om at løse problemet for den, der er ramt af ufrivillig barnløshed.
”Vi kan starte med at feje løsningsstrategierne af bordet. Vi kan tale om vilkår, men vi kan ikke løse problemet. I bund og grund handler det om, at vi som pårørende bliver meget påvirkede, når vi står overfor et menneske i afmagt. Det er svært at være i, og derfor forsøger vi at hjælpe og trøste ved at komme med løsningsforslag,” forklarer Birgit Østergaard.
De fleste ufrivilligt barnløse har fra tid til anden oplevet at få velmenende råd fra nære familiemedlemmer. De velmenende råd modtages oftest med skjult irritation, fordi mange i disse situationer oplever, at deres pårørende ikke forstår, hvad det drejer sig om.
”Det har de sådan set ret i. Pårørende vil aldrig kunne forstå det, uanset hvor meget de spørger ind. Det er svært for pårørende at være i afmagten og i op- og nedturene. Jo længere processen varer, jo sværere kan det også være at byde ind med noget brugbart. Som pårørende kan man let føle, at man gør det forkerte, og så stiger deres stressniveau også. Det gør det svært at kommunikere med hinanden,” siger Birgit Østergaard.
Tilbyd hjælp, men accepter et nej tak
Selvom man som pårørende bør afholde sig fra at komme med løsningsforslag, så er der alligevel mulighed for at hjælpe. Birgit Østergaard forklarer, at man meget gerne må tilbyde sin hjælp, hvis bare man respekterer, at der måske bliver takket nej. Er man forælder, skal man også have respekt for, at de voksne børn træffer de valg, som er nødvendige for dem. Som forælder har man ikke et ansvar for at gøre sine voksne børn lykkelige.
Når man tilbyder sin hjælp, skal man spørge på en måde, der er neutral. Som pårørende kan man risikere at overskride grænserne for den ufrivilligt barnløse. Ikke fordi man har gjort noget forkert ved at spørge, men fordi grænserne kan variere fra dag til dag. Nogle dage er sværere end andre.
Birgit Østergaard fortæller, at det også handler om at reducere stressniveauet for alle parter. Derfor skal man være opmærksom på ikke at tilbyde mere hjælp, end man reelt kan stå inde for, og har overskud til at give.
Viden og netværksgrupper
Hele familien rammes af ufrivillig barnløshed. Er man forælder til et voksent barn, som er ufrivillig barnløs, vil der oftest opstå en sorg over de børnebørn, som ikke er kommet. Der vil være skuffelser og nedture, og det er derfor vigtigt at have et frirum. Her kan man med fordel mødes med andre pårørende, som med alt sandsynlighed har tænkt nogle af de samme tanker. Der er derfor ingen tabuer eller forkerte tanker i en netværksgruppe for pårørende.
For at kunne tilbyde sin hjælp til den ufrivilligt barnløse kan man også indhente viden om ufrivillig barnløshed. Birgit Østergaard forklarer, at man kan tilbyde at tage med på fertilitetsklinikken for at få et indblik i, hvad det reelt vil sige at være i fertilitetsbehandling.
”Der skal viden til, hvis man har overskud til det som pårørende. Viden gør, at vi kan ændre på den virkelighed, vi troede var. Man skal bare ikke ind og vide så meget, at man ved bedre,” siger Birgit Østergaard.
Gode råd til de ufrivilligt barnløse
Omvendt skal den ufrivilligt barnløse også selv definere den hjælp, han eller hun måtte have brug for. Rigtig mange har en forventning om, at ens nærmeste kan aflæse, hvordan man har det, men den går ikke, siger Birgit Østergaard.
”Man kan ikke forudsige, hvordan man selv vil reagere i en uvant situation. På samme måde kan det være svært for de pårørende at aflæse, hvordan man har det. Der skal man selv være tydelig og sætte ord på for at lette kommunikationen.”
I nogle familier bliver stressniveauet så højt hos alle parter, at kommunikationen går i hårdknude, og der opstår misforståelser undervejs. Her handler det som udgangspunkt om at acceptere, at man ikke kan ændre på fortiden, ligesom man ikke kan ændre på de mennesker, man omgiver sig med. Man skal derimod kigge indad og blive afklaret omkring, hvad man selv har brug for, for at kunne være i situationen. Det gælder både for pårørende og for de ufrivilligt barnløse.
Det er måske en trøst at vide, at kommunikationen kan være svær i mange familier, når der opstår en uvant situation, og vilkårene for samværet ændrer sig. Det er der intet unormalt i.
”I krisesituationer ændrer ens livsgrundlag sig, og hele det fundament, man har bygget op. Man ændrer sig som person. Det betyder også, at man får øjnene op for relationerne til ens nærmeste familiemedlemmer, og bliver bevidst om, at de relationer kan ændre sig i et sådant forløb. Nogle gange kommer man tættere på hinanden, og andre gange finder man måske ud af, at man ikke skal tilbringe så meget tid sammen længere. Begge dele kan være ok. Bare man er afklaret med det,” siger Birgit Østergaard.
Psykolog, Birgit Østergaard
Kilde: Artikel udgivet på fertilitetogtab.dk
