FERTILITETSFORLØBET
Den indledende fase
Undersøgelser og diagnose
Undersøgelser og diagnose
Den indledende udredning og vejledning ved infertilitet bliver udført af den praktiserende læge, og her får I som infertilt par en henvisning til fertilitetsbehandling. Som solokvinde eller kvinde i et lesbisk forhold skal du også henvises til fertilitetsbehandling via egen læge. Herefter er det fertilitetsklinikken, der står for de mere indgående undersøgelser og for eventuel diagnosticering.
Undersøgelser
Som kvinde vil du få foretaget en gynækologisk undersøgelse, undersøgt din livmoder og æggeledere og få målt din ægreserve ved en blodprøve. Man anbefaler desuden, at kvinden bliver undersøgt for klamydia samt immunitet overfor røde hunde. Lægen vil desuden medtage prøvesvaret fra din seneste screening for livmoderhalskræft, hvis denne er mindre end tre år gammel.1 Som mand skal du aflevere en sædprøve, der vil blive analyseret.1
Æg og sæd –
eget eller donors
Sædanalysen vil give et svar på, om fertilitetsbehandlingen kan gennemføres med mandens egen sæd eller der er behov for donorsæd. Befrugtning med donorsæd anvendes også til kvinder uden mandlig partner.3
Der findes forskellige former for sæddonorer:
En anonym sæddonor vil altid være fuldstændig anonym i forhold til den kvinde eller det par donorsæden anvendes hos og de børn, der kommer ud af behandlingen. Man kan få oplyst donors øjenfarve, hårfarve, højde, vægt og hudfarve.3
For en sæddonor med udvidet donorprofil foreligger der flere oplysninger end for anonyme donorer. Den udvidede profil kan fx indeholde oplysninger om blodtype eller mere detaljerede oplysninger om barndom, familieforhold, erhverv, fritidsinteresser og uddannelse. Hos nogle er der også en stemmeprøve og babyfotos. Kvinden eller parret samt de børn, der måtte komme ud af behandlingen, får ikke oplyst donors identitet.3
Med en åben sæddonor kan donorbørn få kontakt med deres donor, når de fylder 18 år, hvis de ønsker det. Den åbne donor har ingen juridiske forpligtelser eller rettigheder over for barnet, for eksempel har den åbne donor ingen forsørgerpligt og barnet har ikke arveret fra donor.3
Egen sæddonor er en donor, som kvinden eller parret kender og som har accepteret at donere sæd til kunstig befrugtning af kvinden, selv om kvinden og donor ikke er gift eller er par. Egen donor er i juridisk forstand far til det barn eller de børn, der kommer ud af behandlingen. Det betyder at egen donor har forsørgerpligt over for barnet, og barnet har arveret fra egen donor. Der er dog en undtagelse herfra i de tilfælde, hvor kvinden, der behandles med sæd fra egen donor, har en partner, der påtager sig faderskabet eller medmoderskabet.3
Egen sæddonor skal testes for smitsomme sygdomme på samme vis som andre sæddonorer og vurderes lægeligt for at bekræfte, at han er egnet som sæddonor.3
En anonym ægdonor vil altid være fuldstændig anonym i forhold til den kvinde eller det par donorsæden anvendes hos og de børn, der kommer ud af behandlingen. Man kan få oplyst donors øjenfarve, hårfarve, højde, vægt, alder og hudfarve.4
For en ægdonor med udvidet donorprofil foreligger der flere oplysninger end for anonyme donorer. Den udvidede profil kan fx indeholde oplysninger om blodtype eller mere detaljerede oplysninger om barndom, familieforhold, erhverv, fritidsinteresser og uddannelse. Hos nogle er der også en stemmeprøve og babyfotos. Kvinden eller parret samt de børn, der måtte komme ud af behandlingen, får ikke oplyst donors identitet.4
Med en åben ægdonor kan donorbørn få kontakt med deres donor, fx når de fylder 18 år, hvis de ønsker det. Den åbne donor har ingen juridiske forpligtelser eller rettigheder over for barnet, for eksempel har den åbne donor ingen forsørgerpligt og barnet har ikke arveret fra donor.4
Kendt ægdonor er en donor, som kvinden eller parret kender og som har accepteret at donere æg til kunstig befrugtning af kvinden, selv om kvinden og donor ikke er gift eller er par. Ægdonor må ikke være nært beslægtet med manden i det par, der skal fertilitetsbehandles. Kendt ægdonor har ingen juridiske forpligtelser eller rettigheder over for barnet, for eksempel har den åbne donor ingen forsørgerpligt og barnet har ikke arveret fra donor.5
Plan for behandling
Når alle prøveresultater er klar, kan lægen forklare hvilken behandling der vil passe bedst til din eller jeres situation. Du eller I vil i samme omgang få besked om, hvordan besøgene på klinikken vil forløbe fremadrettet.
På sundhed.dk kan du få adgang til din elektroniske journal. Den kan hjælpe dig til at få overblik over din behandling. I den kan du fx se kontaktoplysninger på egen læge, laboratoriesvar, henvisninger, hvilken medicin du har købt samt en oversigt over, hvornår du har besøgt din læge eller speciallæge.6
Eventuelle bivirkninger
Som kvinde får du noget hormonbehandling i løbet af dit fertilitetsforløb. Det er ikke sikkert, du vil få bivirkninger af behandlingen, men det er godt at være forberedt på, hvilke bivirkninger du eventuelt kommer til at opleve undervejs. Derfor vil lægen eller sygeplejersken oplyse dig om de mest almindelige bivirkninger og om de mere sjældne. Det er vigtigt, du altid læser indlægssedlen til den medicin, du skal tage, og reagerer, hvis du oplever sjældne bivirkninger.
Du kan læse mere om eventuelle bivirkninger under:
Behandlingsmetoder , Ægudtagning og sædprøver, og Ægoplægning og støtte i lutealfasen.
FERTILITETSFORLØBET
Ægudtagning og sædprøver
Ægløsningen stimuleres, æg tages ud og befrugtes i laboratoriet, og det befrugtede æg lægges tilbage i livmoderen. Det er også i denne fase manden skal aflevere en sædprøve eller donorsæd kommer i spil.
FERTILITET, FORÆLDRE
ARTIKEL
Lektor i psykologi Lise Holck: Sådan passer du på dig selv i et fertilitetsforløb
FERTILITET, FORÆLDRE