ARTIKEL: FERTILITET, FORÆLDRE

Hvor meget vil du gå igennem for at få et barn?

Hvis Nanna Larsen havde vidst, hvad hun skulle igennem for at få sine tvillinger, havde hun givet op på forhånd. Men mens Nanna stod midt i kampen, der helt bogstaveligt kom til at gælde liv og død, var det slet ikke en mulighed. Heller ikke da hendes kæreste på et tidspunkt syntes, at hun skulle afbryde graviditeten, eller da lægerne talte om en fosterreduktion.

Af Kristine Bindslev – nov. 2021 – barnloshed.dk

Det er en stor beslutning at starte på et fertilitetsforløb. Heldigvis kommer de fleste kvinder forholdsvis hurtigt i mål, men der findes nogle, som må gå gennem adskillige behandlinger og årelange svære følelser, før de står med en positiv graviditetstest. 46-årige Nanna Larsen, der bor i Hillerød, er blandt de sidstnævnte. Og selv med en graviditet i hus i 2010 efter 7 års fertilitetsbehandlinger var hun langt fra i lykkelige omstændigheder. På et tidspunkt må hun vælge mellem sit eget eller sine ufødte tvillingers liv.

”Jeg havde allerede en pige på 6 år, som jeg har fået ved naturens veje. Min kæreste og jeg besluttede os så for, at vi skulle have en mere. Der gik et år, uden at der skete noget. Jeg kom til undersøgelse, hvor det viste sig, at jeg ikke lavede gode æg. Dvs. jeg lavede æg, men æg som ikke udviklede sig nok. Det var så en helt ny verden at træde ind i, og der var mange muligheder”.

Er det min skyld, at jeg ikke bliver gravid?

Nanna bliver insemineret utrolig mange gange uden held.

”Jeg kan huske, at jeg var frustreret og bebrejdede mig selv, at det ikke kunne lade sig gøre at blive gravid. Jeg blev meget fokuseret på, hvad kunne jeg selv gøre for at hjælpe på vej. Ville det hjælpe at spise anderledes? Jeg var plaget af tankerne om, hvorfor det ikke kunne lykkes, og stillede mange krav til mig selv.

At lykkes med at blive gravid fyldte ekstremt meget hos Nanna, det vakte følelser af at være meget alene og af at være forkert. For at gøre noget aktivt selv, forsøgte Nanna at holde sig fra sukker og brød og dykkede ned i kostens betydning for fertilitet.

Nanna fortæller, hvordan det parforholdsmæssigt var en slidsom proces at være i fertilitetsbehandling. Hendes følelse af at være alene blev forstærket af, at Nanna og hendes kæreste oplevede situationen forskelligt.

”Min kæreste syntes, at jeg fokuserede for meget på at blive gravid og hele tiden kun kunne tale om det. Jeg havde omvendt brug for at italesætte alt det svære. Det fyldte meget mere hos mig som kvinde, fordi jeg hele tiden blev mindet om, at min krop ikke duede. Det var mig, der tre gange om dagen skulle tage medicin og stå og stikke mig i maveskindet”.

Hvornår skal man sige nok er nok?

Når Nanna skal genkalde sig, hvad der var hårdest ved at være i et årelangt fertilitetsforløb ud over ensomhedsfølelsen, var det håbløsheden. Hver måned blev optimismen sendt til tælling, når hun atter fik den nedslående besked, at det heller ikke lykkedes denne gang.

”Det var benhårdt at bevare troen på, at jeg kunne blive gravid. Flere gange sagde jeg: nu vil jeg ikke mere, nu stopper vi. Jeg har været ved at give op mange gange”.

Nanna husker, hvordan hun og hendes kæreste ind imellem fortvivlelsen over ikke at blive gravide talte om at droppe projektet.

”Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at der måske var en mening med, at det ikke lykkedes. Vi talte også om at adoptere og undersøgte mulighederne. Alligevel dukkede der gang på gang et lille håb op. For hvem vidste, om næste gang ville være lykkens gang? Det var svært at være i uvisheden, om det hele overhovedet nyttede noget, ligesom det var svært at tage den endelige beslutning om, hvor længe vi skulle blive ved med at forsøge. Det hang i luften, at hvis jeg sagde nej til endnu en behandling, så sagde jeg nej til den ene gang, hvor det måske faktisk ville lykkes. Det var ikke til at holde ud”.

Alle gode gange 3

Efter 7 år fyldt med behandlinger, forhåbninger og nederlag lykkedes det Nanna at blive gravid ved det tredje reagensglasforsøg. De to første fandt sted på fertilitetsklinik ved Trianglen i København, fordi det var vigtigt for Nanna at undgå hospitaler og følelsen af at være syg. Men tredje og sidste gang valgte hun Rigshospitalet, fordi nu måtte de med kun et forsøg tilbage i offentlig regi prøve noget anderledes.

”Beslutningen var truffet. Forsøget på Riget var det absolut sidste. Lykkedes det ikke, ville jeg ikke mere herefter. Så var det slut, min krop og min psyke kunne ikke mere, så det var helt fast, at vi ikke skulle ud at købe flere reagensglasforsøg”.

En helt forfærdelig og livstruende graviditet

Men Nanna bliver gravid endda med tvillinger. Da de første glædesfølelser havde lagt sig efter nyheden om de to streger på graviditetstesten, begyndte bekymringerne straks. Og det skulle vise sig at have noget på sig. Kort inde i sin graviditet bliver Nanna alvorlig syg med kvalme, voldsomme opkastninger og livstruende vægttab.

”Året er 2010, hvor jeg ringer ind og får svaret på, om jeg er blevet gravid. På det tidspunkt havde vi planlagt sommerferie i Nice. Men det måtte vi aflyse, og min ældste datter kom 3 uger til Italien med moster og onkel. I slut juli blev jeg indlagt, for min krop stod helt af, den kunne ikke bære, at jeg var gravid med to”.

Halvvejs inde i sin graviditet vejer Nanna knap 42 kilo og har tilmed udviklet en graviditetsbetinget stofskiftesygdom. Hun får at vide, at hun skal have indopereret en sonde i halsen for at få direkte næring til blodbanen, da hun ikke kan tåle at få noget ned i maven. Uden sonden vil hun dø.

”Jeg kan huske, at min kæreste og ældste datter var i Sverige sammen med min søster, svoger og deres drenge, og mine forældre var i Århus, og jeg lå alene på hospitalsgangen og mærkede, hvordan min krop ikke kunne mere. Jeg kiggede ud ad vinduet på bussen, der kørte forbi, og tænkte: Gud, der er slet ikke nogen, der vil lægge mærke til, at jeg nu lukker øjnene og ikke åbner dem igen nogensinde. Heldigvis fik lægen fat i min veninde, som var der for mig, mens lægerne fik styr på min krop, og jeg fik akut indopereret sonden”.

Nanna ville ikke opgive sine tvillinger

På et tidspunkt bliver der koblet en psykiater på. Hun gør Nanna det klart, at hun har to muligheder.

”Det ene mulighed er, at jeg kan få lykkepiller, den anden er, at jeg kan få en abort. Lykkepillerne skulle ifølge psykiateren hjælpe mig med at tage på, nu hvor jeg ikke ville spise noget. Psykiateren havde ingen forståelse for, at jeg var syg og troede fejlagtigt, at jeg ikke ønskede at spise, fordi jeg var bange for at blive tyk. Min kæreste havde det sådan til sidst, at han ikke syntes, det var det værd. Han kunne ikke holde ud at se, hvor syg jeg var, og derfor ønskede han, at vi afbrød graviditeten”.

Men Nanna var stædig, fordi hun havde kæmpet i så mange år, og hun vidste, at hvis hun fik en abort, ville hun aldrig blive gravid igen. Maven bliver scannet uafbrudt, og lægerne planlægger et kejsersnit den 31. januar 2011. Men den 10. januar får Nanna at vide, at hun skal faste, fordi scanningen viser, at en af pigerne har en begyndende hjerneblødning, og Nanna ringer efter sin kæreste og søster, da hun skal have et akut kejsersnit.

8 uger for tidligt født – et nyt mareridt starter

Nanna, der har tilbragt det meste af sin graviditet indlagt, må tage et par måneder mere i hospitalsregi. Efter tvillingerne er kommet til verden 8 uger for tidligt, ender de sammen med Nanna på neonatalafdelingen i to måneder. Her venter også en voldsom oplevelse, og Nanna ville ønske, man havde forberedt hende på det.

”Jeg lå ved siden af mine små børn, der kun vejede 1370 og 1700 gram og som lå med lys og slanger. Det var chokerende og ganske syret. Jeg tænkte, hvad pokker er det, vi er havnet i. Jeg havde også følelsen af at gøre alt forkert”.

Nanna fortæller, hvordan der med to præmatur piger er der meget, som er anderledes. Tvillinger lå med CPAP, der sørger for ilttilskud, og der var slanger og maskiner allevegne.

”Jeg blev stresset over, at jeg hele tiden skulle holde øje med deres tal frem for at læse deres kropssignaler. Og det var også svært at læse deres signaler, for de lå i kuvøse med tredobbelt lys og små briller på. Jeg havde en oplevelse af, at jeg ikke kunne passe på mine piger. Fx ved bleskift hvor de skulle ligge på siden og ikke måtte løftes, eller hvis jeg ville nusse dem på kinden, det stressede dem fremfor at berolige dem. I stedet skulle jeg støtte og favne dem med mine hænder. Det handlede hele tiden om det, jeg ikke måtte gøre. Så jeg havde følelsen af, at jeg slet ikke kunne finde ud af at være mor. Det var hårdt at være frataget ansvaret for deres ve og vel, da det lå hos lægerne”.

Nanna har savnet at blive støttet i det psykisk svære

Da Nanna endelig bliver udskrevet, venter en lang og sej genoptræning af hendes krop, som er stærkt medtaget efter den voldsomme underernæring. Det er heller ikke let med de to for tidligt fødte tvillinger, der har særlige behov, og de mange kontroller på hospitalet 2-3 gange om ugen. Bekymringerne er tårnhøje, og det er uvist, om den ene af tvillingerne vil blive handicappet. En anden følelse, der fylder meget hjemme, er tvivlen.

”Jeg fik følelsen af, hvad har jeg dog gjort? Skulle jeg overhovedet have været gravid? Betalte jeg prisen for at gå over naturens grænser? Var der en mening i alt det her forfærdelige, og var meningen, at jeg slet ikke skulle have været gravid”?

Med tiden har Nanna genfundet sig selv fysisk og psykisk, men det har været et langt forløb, hvor hun har følt sig fremmedgjort over for sin krop.

”I første omgang under fertilitetsbehandlingerne, hvor lægerne talte hen over hovedet på en og ikke udviste forståelse for det psykisk belastende, når endnu et forsøg mislykkedes. Det var grænseoverskridende, at jeg skulle skyde mig selv med hormoner og få de vildeste humørsvingninger. Meget klinisk og meget lidt menneskeligt skulle jeg stille op til scanninger, så man kunne se, hvor mange æg jeg havde, og hvor udviklede de var. Der var aldrig nogen, der spurgte mig, hvordan jeg havde det følelsesmæssigt. Det var som at deltage i noget, men ikke rigtig være med eller tilstede. Jeg kunne hverken gøre til eller fra, hverken før jeg blev gravid, mens jeg var gravid eller efterfølgende, da jeg var indlagt på neonatalafdelingen. Jeg var på ingen måde herre i eget hus i alle de år”.

Nannas personlige beretning kan få en til at overveje, hvor meget man vil gå igennem for at få ønskebarnet. Når man spørger Nanna, svarer hun:

”Det har været ekstremt hårdt, men vi er landet et godt sted. Heldigvis er tvillinger sunde og raske. Jeg må nogen gange nive mig selv i armen, mens jeg ser, hvordan mine tvillingepiger på trods af en hård start trives og har været i en god udvikling i årevis. Jeg elsker mine piger og ville på ingen måde undvære dem, men det sagt, så havde jeg ikke gennemført 7 års fertilitetsforløb eller graviditeten, hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle igennem”.

Artikel oversigt

Flere artikler, som kunne være interessante for dig

OM: VIRKELIGE BERETNINGER

ARTIKEL